Fonden har til formål at styrke fjerkræbranchens udviklingsmuligheder og konkurrenceevne ved i overensstemmelse med § 7, stk. 1 i lov om administration af Det europæiske økonomiske fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. , jf. lovbekendtgørelse nr. 445 af 23. april 2009 (landbrugsstøtteloven) - at finansiere følgende foranstaltninger:
- Afsætningsfremme
- Forskning og forsøg
- Produktudvikling
- Rådgivning
- Uddannelse
- Sygdomsforebyggelse
- Sygdomsbekæmpelse og kontrol samt i øvrigt foranstaltninger, som landbrugsministeren giver sin tilladelse til.
Til finansiering af sådanne foranstaltninger opkræves produktionsafgifter i henhold til gældende lovgivning; der kan modtages andel i den amtskommunale grundskyld i henhold til gældende lovgivning; ligesom der eventuelt kan modtages andre midler,som landbrugsministeren udtrykkeligt giver tilladelse til. Disse midler kan kun anvendes til finansiering af ovennævnte foranstaltninger.
Bestyrelsen, der i henhold til bemyndigelsesloven er udpeget af fødevaresministeren, er fondens øverste myndighed. Bestyrelsen er ansvarlig for, at opkrævningen og forvaltningen af fondens midler sker i overensstemmelse med bemyndigelsesloven, regler fastsat i medfør heraf eller lovgivningen i øvrigt.
Bestyrelsen består af 8 repræsentanter for landbruget og 4 repræsentanter for offentlige interesser, der udpeges af fødevareministeren efter forudgående udtalelse i enighed fra Landbrugsraadet, Dansk Landbrug, Økologisk Landsforening, Det Danske Fjerkræraad, Dansk Slagtefjerkræ og Dansk Erhvervsfjerkræ (8 repræsentanter) samt efter fælles udtalelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Forbrugerrådet, Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd (4 repræsentanter)”
Fonden er i hele sit virke underlagt reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7. december 2007 (forvaltningsloven) med senere ændringer, lov nr. 572 af 19. december 1985 (offentlighedsloven) med senere ændringer samt lov nr. 429 af 31. maj 2000 med senere ændringer om behandling af personoplysninger.
Fjerkræafgiftsfondens vedtægter kan hentes her. |